Blå Kors Center Sydjylland søger en sygeplejerske/SSA

Brænder du for at skabe rammer og muligheder for, at mennesker kan udvikle sig og få et meningsfyldt liv? Og kan du se dig selv i en værdibaseret organisation, hvor tværfagligt samarbejde og fagligt engagement vægtes højt? Så er du måske vores nye kollega. 

Vi søger en socialfaglig medarbejder med sundhedsprofil på 37 timer/uge til vores botilbud Blå Kors Center Sydjylland i Vorbasse, som har lyst til at arbejde med mennesker med særlige sociale udfordringer, der derfor ikke har eller kan opholde sig i egen bolig.

Du kan være social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, og du må gerne have kendskab til at arbejde med socialt udsatte mennesker. Vi tilbyder et spændende job, hvor ikke to dage er ens. Der er stor mangfoldighed blandt beboerne og heraf mange forskellige opgaver. 

Om os

Blå Kors Center Sydjylland er et botilbud jf. servicelovens §110 og §107, hvor målgruppen er mennesker, der har problematikker i form af misbrug, psykiatriske problematikker, hjemløshed eller social isolation.

Vi har 20 pladser og er beliggende i et skønt naturområde.

På Blå Kors Center Sydjylland møder vi beboerne med respekt, omsorg, forståelse og dialog, og vi har et stort fokus på at inkludere den enkelte beboer i vores fællesskab i huset. 

Vi er en diakonal institution, hvor det kristne livs- og menneskesyn er bærende i hverdagen, og det skal vores nye kollega kunne se sig selv i.

Teamet af social- og sundhedsfaglige medarbejdere bliver løbende efteruddannet indenfor Den Motiverende Samtale/MI, kognitive metoder og tilgange samt Nada. Vi arbejder ud fra en recovery orienteret tilgang med fokus på at støtte beboerne til at mestre deres eget liv i retning af den fremtid, som den enkelte ønsker sig. Herudover er der løbende kursusforløb indenfor diakoni gennem Blå Kors Danmark, som vi er en del af. 

Dine kompetencer:

- Er uddannet social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske og har gerne erfaring med socialpædagogisk arbejde indenfor psykiatri, misbrug, hjemløshed eller andre sociale problematikker.

- Er ikke bange for at tage ansvar eller træffe selvstændige beslutninger.

- Er indstillet på at samarbejde tværfagligt med det øvrige social- og sundhedsfaglige personale og samtidig ser værdien i at skabe resultater i samarbejdet med andre.

-Formår at prioritere opgaver og trives med samtaler og relationer med mennesker, også når de har det svært.

- Kan agere fagligt, professionelt og etisk forsvarligt i et miljø med borgere, der har særlige behov.

- Kan varetage opgaver i forbindelse med medicinhåndtering.

- Kan tage ansvar for, at vores sundhedsfaglige dokumentation efterleves – herunder sundhedsmodulets 12 sygeplejefaglige problemområder.

- Du formår at møde andre mennesker i øjenhøjde med empati og en anerkendende tilgang.

- Du er tydelig, troværdig og kan bevare roen i et til tider konfliktfyldt miljø.

- Du har gode kommunikative kompetencer i både skrift og tale, og du formår at dokumentere den socialfaglige indsats.

- Er rutineret eller bekendt med at arbejde med FMK.

Vi tilbyder:

- Et godt arbejdsmiljø, hvor tillid og god kommunikation vægtes højt.

- Et botilbud med en farverig og spændende målgruppe, hvor dagene aldrig er ens.

- En arbejdsplads med fokus på udvikling og en høj grad af indflydelse og tilrettelæggelse af din arbejdsdag i samarbejde med dine kolleger.

- Vi støtter hinanden og er ikke bange for at træde til, hvis en kollega har brug for en hjælpende hånd.

- Vi er en arbejdsplads, hvor både personale og beboere møder hinanden i øjenhøjde, og hvor vi lægger vægt på god etik, værdier og refleksion.

- Faglig og ekstern supervision og faglig udvikling.

- Løn efter Blå Kors Danmarks lønregulativ.

Som kollega hos os vil du:

- Indgå i et tværfagligt team, herunder mulighed for bostøtte jf. SEL §85.

- Være kontaktperson for 2-3 beboere.

- Udarbejde udredninger og følge op på mål og delmål for de beboere, du er mentor for.

- Holde kontakt til beboerens hjemkommune vedrørende plan for opholdet, statusmøder mv.

- Arbejde ud fra en kognitiv og recovery orienteret rehabiliterende tilgang samt motiverende samtaler.

- Medvirke til at skabe trygge rammer og muligheder for vores beboere.
 

Værdier og menneskesyn

Blå Kors Danmark er en social hjælpeorganisation, der arbejder ud fra et kristent livs- og menneskesyn. Derfor er det vigtigt, at du i din ansøgning forholder dig til at arbejde på en arbejdsplads, der har denne tilgang. 

Se mere på https://blaakors.dk/vaerdier-og-grundlag

Ansættelse

Stillingen er på 37 timer ugentligt med varierende arbejdstider både dag- og aftenvagter og arbejde hver 3. weekend.

Ansættelsen vil være snarest muligt. 

Ansøgningsfristen er senest d. 23. juni kl. 23.59, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 26. juni.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte forstander Lillian Stephansen, tlf. 41939552, eller souschef Anita Petterson, tlf. 41939562. 

Send din ansøgning og dit CV via linket herunder.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
By: Vorbasse
Stillingstype: Fuldtid
Logo:
Blå Kors Danmark
Aarhusvej 7
7120 Vejle Ø
+45 86811500
CVR 60786615
bkd@blaakors.dk