Frivillige terapeuter eller psykologer søges til TUBAs Skriveskole 2026–2027

Vil du være med til at skabe et trygt og kreativt fællesskab for unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug? Og har du lyst til at kombinere din terapeutiske faglighed med kreativ praksis og fællesskabsopbygning?

TUBA søger 2 frivillige terapeuter eller psykologer, der ønsker at blive en del af TUBAs Skriveskole i 2026 og 2027.

Om TUBAs Skriveskole
TUBAs Skriveskole er et kreativt skrivefællesskab for unge mellem 18 og 35 år med tilknytning til TUBA. Her bruges skrivning som en vej til selvforståelse, fællesskab og livsduelighed. Skriveskolen har eksisteret siden 2019 og har haft stor betydning for deltagerne – både personligt og socialt. Alle forløb afsluttes med en fælles antologiudgivelse.

For en del unge er skrivning både en personlig ressource og en mere umiddelbar og skånsom måde at udtrykke følelser og tanker på. Den kreative proces bliver dermed et muligt supplement til det terapeutiske arbejde.

Din rolle som frivillig terapeut
I 2026 deltager du som lærende (og deltagende) observatør i Skriveskolen:

  • Du følger undervisningen og forløbet tæt
  • Du får indblik i Skriveskolens metode og samspillet mellem kreativitet og terapeutisk tryghed
  • Du deltager i refleksion og sparring med de faste undervisere

I 2027 vil du indgå mere aktivt som "skriveskoleterapeut". 

Med få ord handler det om at tage ansvar for den terapeutiske sikkerhed og samle unge op, der har brug for en ekstra hånd undervejs. Og så at bidrage til og fremme en kultur, som er tryg nok til, at de unge får lyst til at være modige med hinanden og deres tekster.

Vi søger dig, der

  • Er uddannet psykolog eller psykoterapeut eller har en tilsvarende relevant faglig baggrund
  • Har erfaring med (eller interesse for) arbejdet med unge fra familier med misbrugsproblemer
  • Har lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem terapi, kreativ skrivning og fællesskab
  • Kan bidrage til at skabe et trygt (og med tiden modigt), respektfuldt og rummeligt rum sammen med de unge
  • Har mulighed for at engagere dig over en længere periode

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med kreative fællesskaber, undervisning eller skriveprocesser.

Praktisk

  • Skriveskolen gennemføres over 5–6 måneder årligt (februar til juni)
  • Der er ca. 10 undervisningsdage á 5 timer pr. forløb. Vi mødes i lokaler i TUBA København.
  • Forløbene afsluttes med antologiudgivelse og fernisering (september)
  • Arbejdet er ulønnet og rummer oplæring, tæt samarbejde og tiltagende selvstændigt ansvar

Vi mødes på følgende datoer + en, som endnu ikke er fastlagt (alle er weekender)

  • 21.-22. februar
  • 28.-29. marts:
  • 25.-26. april
  • 9.-10. maj
  • 30. maj

Hvad får du ud af at være med?

  • Indsigt i en velafprøvet metode, der kombinerer kreativitet og terapeutisk praksis
  • Erfaring med gruppeprocesser og kreative læringsrum
  • Mulighed for at være med til at udvikle en mere frivilligforankret og bæredygtig model for Skriveskolen
  • Et meningsfuldt fællesskab og tæt samarbejde med engagerede fagpersoner

Værd at vide
TUBA er både en interesseorganisation og et sted, hvor de unge tilbydes terapi og rådgivning. Vi arbejder for at forbedre forholdene for unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrugsproblemer og for at forebygge, at børn vokser op med påvirkede forældre eller andre nære omsorgspersoner. TUBAs tilbud består af differentierede terapeutiske forløb, onlinerådgivning og undervisning m.m. 

I TUBA kan unge mellem 12–35 år henvende sig anonymt og gratis. På landsplan har vi pt. 32 afdelinger med faste og frivillige medarbejdere.

Interesseret?
Send en kort motiveret ansøgning, hvor du fortæller:

  • lidt om din faglige baggrund
  • hvorfor Skriveskolen interesserer dig
  • hvad du håber at bidrage med og lære

Ansøgning, CV og kopi af eksamensbevis uploades her på siden (via linket).

Ansøgningsfrist: Søndag d. 25.01.2026

Samtaler: Fredag d. 30.01.2026 i TUBA København, Vesterbrogade 69

Er du interesseret i at høre nærmere eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte TUBAs faglige leder Jeppe Berg Sandvej på mail: jbs@tuba.dk eller telefon: 30939102. 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
By: København
Stillingstype: Frivilligjob
Logo:
Blå Kors Danmark
Aarhusvej 7, 7120 Vejle Ø
+45 86811500
CVR 60786615
bkd@blaakors.dk