JOB MED MENING OG UDFORDRINGER TIL EN HUSASSISTENT

Vi søger en udadvendt husassistent til vores servicegruppe. Servicegruppen er en central del af bo- og behandlingstilbuddet Blå Kors Rold Skov i Arden. Arbejdet er en del af en helhedsorienteret indsats blandt mennesker i udsatte situationer som hjemløshed, misbrug og psykisk sygdom.

Har du lyst til at bruge din faglighed i et job, der har fokus på at give håb og nye muligheder til mennesker i udsatte situationer? Vores nye medarbejder skal være fleksibel, ansvarsbevidst og god til at skabe relationer til vores beboere. Udover huslige gøremål er aktiviteter med beboerne en del af stillingen. Det kan både være aktiviteter i huset og ture ud i landet. Husassistenterne har egen faggruppe og er desuden tilknyttet i teams med social- og sundhedsfaglige, da det tværfaglige samarbejde omkring beboerne er essentielt. 

Blå Kors Rold Skov er et bo- og behandlingstilbud for mennesker, der er ramt af hjemløshed, misbrug og psykiske og sociale problemer. På Blå Kors Rold Skov skaber vi et hjem for 46 beboere på midlertidige og længerevarende ophold.

Vi vægter, at Blå Kors Rold Skov er et sted, hvor det er rart at være både som beboer og medarbejder. Vi hilser på hinanden, opbygger relationer gennem samvær og samtaler og spiser alle måltider sammen. Vores placering i den skønne natur arbejder vi direkte med ved at tilbyde gåture, mountainbike og vinterbadning.

Vi arbejder ud fra en narrativ systemisk tilgang, hvor vi lægger vægt på beboernes egne erfaringer og forsøger at inddrage deres familie og netværk. 

 

Husassistent i servicegruppen

Som husassistent i servicegruppen er du en stor del af hverdagen i huset. Dine daglige opgaver består af rengøring, anretning af aftensmad, omsorg, pleje og pædagogiske opgaver. Arbejdet udføres så vidt muligt i samarbejde med vores beboere med fokus på hjælp til selvhjælp.

  • Daglig rengøring og vedligehold af fællesområder, tøjvask og tilskynde til beboerinddragelse
  • Anretning og servering af måltider i aftenvagter. Maden tilberedes af køkkenpersonalet
  • Støtte beboerne i deres daglige rutiner og gennemføre aktiviteter i weekenden
  • Bidrage til en positiv og hjemlig atmosfære 


Vi søger dig:

  • Med lyst og interesse for at varetage opgaverne både inden for huslige gøremål samt i det pædagogiske arbejde med tæt kontakt til beboerne
  • Gerne med erfaring både inden for rengøring og pædagogik
  • Som er indstillet på tværfagligt samarbejde
  • Som er ansvarsbevidst og selvstændig og magter en uforudsigelig arbejdsdag
  • Med empati og respekt for individuelle behov, som kan indgå i relationer og evner at aktivere beboerne
  • Som bakker op om det kristne livs- og menneskesyn

Vi tilbyder:

  • Et spændende og udfordrende job med stor frihed og ansvar
  • Meningsfuldt arbejde i et hus med en varm og positiv atmosfære
  • En arbejdsplads i stadig udvikling med mulighed for faglig og personlig udvikling
  • Regelmæssig supervision, årlig medarbejderkonference, personaleture og -fester samt udflugter og fejringer med beboerne 

Blå Kors Rold Skov arbejder ud fra et kristent livs- og menneskesyn. Det er vigtigt for os, at du forholder dig til vores menneskesyn i din ansøgning. Du kan læse mere på blaakors.dk/vaerdier.

Ansøgning og ansættelse
Jobbet er på 23 timer i gennemsnit om ugen. Mulighed for flere timer. Vi kører i et 12-ugers rul, hvor der udover dagvagter indgår aften- og weekendvagter samt helligdage i sæson.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest 1. marts.

Skynd dig at sende en ansøgning. Fristen er søndag den 26. januar kl. 12. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag d. 29. januar. Send din ansøgning og dit cv via linket her.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anja Tolstrup tlf. 29 10 95 86 eller forstander Jacob Kjærgaard Andersen tlf. 98 56 25 55.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
By: Arden
Stillingstype: Deltid
Logo:
Blå Kors Danmark
Aarhusvej 7
7120 Vejle Ø
+45 86811500
CVR 60786615
bkd@blaakors.dk