Den Sociale Café Hjerterummet søger værestedsmedarbejder
Den Sociale Café Hjerterummet i Aalborg søger en ny kollega til en fast stilling på 25 timer ugentligt – gerne med en socialfaglig eller diakonal uddannelse samt erfaring med eller interesse for mennesker i udsatte positioner.
Den Sociale Café Hjerterummet drives af Blå Kors Danmark og er et socialt aftenværested for mennesker i udsatte livspositioner, som lever med sociale og psykiske vanskeligheder, misbrug eller hjemløshed. Vi er et rusmiddelfrit sted, men mange af vores brugere er påvirkede af rusmidler, når de ankommer.
I Hjerterummet møder vi brugerne med omsorg, forståelse og dialog over en kop kaffe og et gratis måltid mad. Med et diakonalt afsæt tror vi på, at alle mennesker har værdi, og at håb og nye muligheder kan vokse i fællesskab med andre.
Dine arbejdsopgaver
Som medarbejder på Hjerterummet vil du indgå i et team af ansatte og frivillige, som sammen løfter værestedets kerneopgave.
Du har ansvaret for at skabe en tryg og tillidsfuld ramme og er bevidst om betydningen af relationsarbejde. Du skal kunne tage initiativ til samvær og nærvær, facilitere aktiviteter og være medskaber af en hyggelig aften.
Din fornemmeste opgave vil være at turde møde det enkelte menneske, som det er, og med de behov, de kommer med. Du skal kunne rumme det, du møder, drage omsorg og støtte og bidrage til opfyldelsen af basale og akutte behov for hjælp. Du skal kunne række ud til eksterne samarbejdspartnere og bygge bro til andre instanser.
En aften på Hjerterummet rummer mange alsidige opgaver. Du skal kunne lide at have mange bolde i luften og kunne gribe dem. Du skal kunne mærke, hvornår det er tid til at handle, og hvornår det er tid til at vente. Du skal kunne udvise tålmodighed og kunne bevare roen og holde hovedet koldt i konfliktsituationer.
Du vil til tider skulle være på arbejde som den eneste ansatte sammen med frivillige. Her skal du kunne tage ansvar for at sikre de frivilliges trivsel og oplæring. Du er en teamplayer, som gerne lader andre komme til, samtidig med at du kan gå foran og lede gennem eksempel. Det er vigtigt, at du har overblik, tillid til egne evner og kan træffe selvstændige beslutninger, når situationen kræver det.
Værdier og menneskesyn
Blå Kors Danmark er en social hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne gennem forskellige tilbud. Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn, og derfor er det vigtigt, at du har interesse i at arbejde med diakoni, og at du i din ansøgning forholder dig til at arbejde et sted, som har denne tilgang. Se mere på www.blaakors.dk/vaerdier-og-grundlag.
Arbejdspladsen
Vi tilbyder en arbejdsplads med højt til loftet og med plads til dine idéer og interesser. Vi har adresse på Jyllandsgade 24, 9000 Aalborg og holder åbent mandag-torsdag fra 17-21, fredag og søndag fra 16-20.
Du skal forvente 3-4 aftenvagter i løbet af ugen, som fordeler sig på hverdage, i weekender og på helligdage. Du vil have søndagsvagt hver tredje weekend. Derudover vil du have timer til frivilligarrangementer, planlægning, forberedelse, teammøder og supervision.
Ansættelse og ansøgning
Stillingen er en fast stilling. Ansøgningsfristen er den 18. juni 2026 kl. 12 med opstart hurtigst muligt.
Er du interesseret, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder Tine Tjell på tht@blaakors.dk eller på tlf. 61 24 14 50.
Du kan sende ansøgning og CV via link nedenfor.
Vi glæder os til at høre fra dig.